U14 Drenge 1.division
U14 1. Div. Drenge.
UH Esbjerg - Viby
Efter at have vundet vores divisions-række før jul hedder det nu 1. division.
Der er i alt 2 1. divisioner i U 14 rækkerne i Jylland med 6 hold i hver, så det er utroligt flot at være i Top 12. Men, det bliver også meget svært nu, for vi er havnet i noget af en udfordrende pulje med: Herning, Viby, Holstebro, Skanderborg og Grindsted.
Vi har sat os et nyt mål efter jul, der hedder at tage en kamp ad gangen! Der skal fortsat arbejdes intensivt med udvikling til træningerne, men vi går da også efter at kunne hente nogle points undervejs i turneringen.
Vi havde sæsondebut lørdag den 8. januar hjemme i Guldager. Viby gæstede os med et meget dygtigt og stærkt spillende hold. Netop Viby blev vores endestation ved FA Cup i julen, hvor vi blev besejret med 4 mål i semifinalen. Alligevel havde alle på holdet en rigtig god indstilling til, at det ikke var en umulig opgave, men at det fordrede en helhjertet herrefight.
Og, hvilken herrefight det blev. Holdene fulgtes ad gennem hele 1. halvleg. Vores drenge kæmpede for hver en bold og blev ved med at holde hovedet koldt – selvom det var op ad bakke hele tiden.
I halvleg blev der fokuseret på aftalerne i forsvaret. Det så ellers ikke sådan ud, da vi hurtigt kom bagud med 2 mål i 2. halvleg. Heldigvis mister drengene ikke troen på, at de kan få det til at fungere. Vendepunktet er nogle feberredninger af Rasmus Nielsen i målet. Forsvaret kommer derefter op i omdrejninger og får udført aftalerne. Alligevel når Viby-spillerne frem til mange yderst kvalificerede afslutninger, men Rasmus redder og redder. Det var en ufattelig fantastisk præstation vores unge målmand leverede mellem stængerne denne lørdag eftermiddag i Fort Guldager.
Angrebsmæssigt var det en gennemført holdindsats, hvor alle på holdet bød ind med konstruktive løsninger. Det var utroligt positivt at opleve den kampgejst og arbejdsomhed, der blev vist lige til sidste fløjt. Alle tog del i ansvaret. Og det blev belønnet med en sejr på 26 – 24. En kæmpe overraskelse – selvom vi troede på, at det kunne lade sig gøre.
Næste lørdag går turen til Grindsted. Det bliver et vaskeægte lokalopgør, hvor vi nok må påtage os en lille favoritrolle. Men, det kan man ikke vinde kampe med, så moralen er fortsat at vi skal være mere end klar til hver kamp og aldrig undervurdere modstanderen. Vi skal kæmpe som et hold, udstråle gejst og fightervilje.
Uhd & Uhd
09.01.2011