Udskriv siden

3 Division M-K

3. Division M/K

Team Grindsted/Billund - SGI Håndbold

3. Div. Herrer og Damer. Søndag den 16. januar 2011

Et gammelt ordsprog lyder: Man skal skynde sig op på hesten igen efter at være blevet smidt af!

Så efter U14-drengenes meget trælse nederlag i går tog vi endnu en tur til Grindsted for at heppe på vores damer og herrer i 3. division. Og det blev heldigvis en meget positiv oplevelse med fuld valuta på SGI’s points-konto.

Damerne fightede, sled og slæbte sig til en sejr på 19 – 18. Som resultatet indikerer, var det en forsvarskamp, hvor vores målvogter, Christina, også var en meget dygtig sidste skanse. Det var utroligt opmuntrende at se hvordan pigerne kæmpede til sidste fløjt i dagens kamp. Sejren i dag betød sådan set 4 points i tabellen, da damerne nu ligger over nedrykningsstregen, mens Grindsted ligger helt i bund med 4 points. TILLYKKE Piger – godt gået.

Straks efter damerne var herrerne klar på banen. I Guldager vandt vi meget sikkert med 7 mål over Grindsted, men det er sgu svært at spille i Lyng Hallen. Cheftræner Bjørnhardt havde fået en fridag (er i Sverige til VM), så det var substitut-træner Ole Nielsen, der var hvervet til at styre tropperne.

Og, det kan være svært at styre herrerne. 1. halvleg blev præget af en halvsløj og ukoncentreret gang ”tju-bang” håndbold. Vi fører med et enkelt mål ved halvleg (12 – 11), men der var ikke nogen intensitet eller gyser-spænding i kampen. Det var en lidt træls og rodet affære, hvor kun tidtagerbordet kunne skabe lidt opløftet stemning i hallen. OK, DE HERRER. I perioder kunne I glimte og servere små lækkerier – men der blev generelt sjusket for meget.

I 2. halvleg blev spillet væsentligt bedre – specielt fordi vi begynder at spille som et hold. Vi kommer foran med 2 – 3 stykker og selvom Grindsted bliver ved med at hænge på, har vi fuldstændig kontrol over begivenhederne. I udvisningsregnskabet følges holdene også fint ad. I alt 15 udvisninger blev det til i en ikke specielt hårdt spillet herrekamp. Stor ros til vores herrer, der ikke lod sig frustrere herover, men holdt hovederne kolde og spillede håndbold.

Det var som sædvanligt en fornøjelse at se Jer, når I er 100 % koncentrerede i forsvaret og I spiller Jer frem til chancerne som et hold i angrebet. Så, det var en gedigen holdindsats, der sikrede os en sejr på 4 mål (26 – 22). I kampens sidste 45 sekunder blev der da også plads til sæsondebut til Ole Nielsen. Nu mangler vi bare at se Bjørnhardt på banen i år.

Herrernes næste hjemmekamp spilles tirsdag den 18. januar kl. 19.00, hvor vi får besøg af HC Midtjylland, der er placeret midt i rækken. Vi tabte til dem i Herning, så lad os håbe at vores herrer er sultne efter revanche.

Uhd & Uhd

16.01.2011