Udskriv siden

3 Div. herrer SGI-Løgum

3. DIV HERRER

Da holdets redaktør har været noget ustabil er det godt at se, at der er en meget objektiv og fyldestgørende beskrivelse fra en skribent på holdet. Det var lige præcis sådan, jeg også oplevede kampen. Jeg har tilladt mig at kopiere stykket til hjemmesiden, så det når ud til et bredere publikum.
Hilsen Uhd

FRA HÅNDBOLD.COM

Der var gensynsglæde over hele linjen tirsdag aften i Hölle im West! Gensynsglæde internt på SGI-holdet efter et par jule- og nytårstræninger hvor eksamener, skiferier og skader gjorde at træningen for de tilbageværende seks spillere var reduceret til minifodbold og en kold stift i omklædningsrummet. Gensynsglæde med Løgum, som i første sæsonhalvdel var værter for en meget underholdende kamp, hvor SGI kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en enkelt pind efter en føring på syv mål. En et-måls-sejr som mange vil kalde for en tæt og intens affære, men som i SGI-lejren ofte karakteriseres som en sikker sejr og et spørgsmål om hvor meget snor man skal give modstanderne.

I aftens duel var der ingen tvivl om at Løgum fra starten var store favoritter efter en række træningskampe i julen og en stor pokalsejr over et 2. divisionshold. SGI-spillerne virkede mere optagede af at høre om julefrokoster, skiferier og nytårsaften end at høre om Løgum kvaliteter på en håndboldbane, og træner Bjørnhardt måtte minde om kampens vigtighed i forhold til placeringen i rækken for at få spillernes fulde opmærksomhed.

SGI-lejren var ramt af lidt skader og en juleferie og nytårsaften som vel sammenlagt tilført holdet, lidet nødvendige 20-30 kg kropsmasse. SGI var endvidere ramt af en del afbud, lidt sygdom og en enkelt udvandring til Thailand, så da omklædning, pep-talk og første dommerfløjt var overstået blev der sendt længselsfulde blikke efter hallens indgang, da der kun var én udskifter på bænken mens Løgums spillere nærmest sad på skødet af hinanden, på de ellers meget længe spillerbænke. Heldigvis dukkede der forstærkninger op og da kampen var slut var der heldigvis 3 mand på bænken udover den ekstra målmand.

Fra kampens start kom Løgum som lyn og torden og SGI var slet ikke oppe i det gear som var nødvendigt. Forsvaret og målmand var tøvende og usammenhængende og angrebet hakkede sig frem til nogle enkelte scoringer, som ikke var nok til at følge med Løgum. Ingen sagde det, men alle tænkte det: "Vi bliver savet midt over i dag - de er fandme klar de gutter!".
På mirakuløs vis fik vi kampen vendt og efter et kvarters tid vendte SGI affæren og kom på uafgjort. Det var en storspillende Michael Schultz der bankede mål af sted efter behag, hvilket gav plads til både playmaker og streg som også kom til mange fine afslutninger. En mandsopdækning af Schultz gav blot mere plads til de resterende spillere og frem til pausen blev en føring på fire mål bygget op, takket være godt angrebsspil og et forsvar som igen begyndte at vise tænder.

En fire-måls føring har altid hørt til en af de farligste føringer i håndbold, så det var en flok ængstelige SGI-spillere der luntede sig i gang efter en kort te-pause, men heldigvis gav en kontant start pote og føringen kunne fastholdes, modsat tilfældet i Løgum sidste år. Løgums store baghukkere skød sig stille og roligt trætte og gjorde det nemmere for SGI-forsvaret at styre løjerne og en fortsat mandsopdækning af Schultz gjorde blot af de hurtige bagspillere og fløje havde let spil til at kombinere sig igennem.

Føringen blev igennem hele anden halvleg udbygget og var, da den var på sit højeste, på ti mål. Dette fik Løgum dog reduceret lidt til sidst, men aldrig noget som kunne true en SGI-sejr, et overraskende effektivt SGI-mandskab, som uden tvivl havde stor gavn af ferien og de ekstra kg på sidebenene. De sidste ti minutter af kampen blev lidt kaotiske, da Løgum skulle af med lidt frustrationer og derfor gik mere håndhændet til opgaven end godt var og SGI-spillerne fik et par dumme udvisninger i situationer, som så temmelig klodsede ud, men nok mest kan tilskrives juleformen. SGI tog lidt flere chancer og da 3. division damer havde gjort sin entré i hallen, kom der et par flotte champagneafleveringer og afslutninger måske til ære for dem, som bestemt ikke gjorde underholdningsværdien mindre i den eller fuldstændigt spændingsforladte kamp.

Alt i alt en god, men temmelig overraskende sejr til SGI i dag. Endnu en gang har Hölle im West vist sig som en skræmmende udebane en tirsdag aften.

Samlet score endte på 33-24 og der er nu en friweekend inden næste opgave hedder Grindsted/Billund på udebane.

Mvh
Bedemanden



09.01.2011