3 Div. herre SGI - Ikast
3. Division Herrer
SGI Håndbold – Ikast KFUM
Lørdag den 5. marts 2011
Efter at have modtaget ”bestikkelsesgaver” i dag må jeg nok hellere skrive noget pænt om herrerne. (TAK)
Fakta er dog, at de rent faktisk spiller en ganske underholdende kamp i dag. Hvorfor Ikast ligger og roder rundt i den nederste 1/3-del af tabellen er egentligt lidt uforståeligt, da de spiller en frisk omgang håndbold, der var med til at gøre det til en seværdig kamp.
Holdene føles pænt ad fra start. Det fungerer ikke helt optimalt i forsvaret, specielt fordi Ikast er hurtige fremme på banen. En meget velspillende Haagen i målet og en kort Schultz-periode med 4 rappe scoringer holder os med på tavlen. Vi spiller ikke fejlfrit, men i dag får man en fornemmelse af at vores herrer vil gøre det godt. Hele holdet har da også været i spil, da de første 20 min. er gået og vi fører med et enkelt mål. Kampen er nu ikke helt så jævnbyrdig, som halvlegsresultatet indikerer (14 – 14), men vi får ikke nok ud af vores afslutninger på mål (stolpe ud/forbi målet/lige på målmanden).
På trods af små skønhedsfejl og enkelte tekniske fejl fra begge holds side er der også små lækkerier i kampen, som publikum kunne glæde sig over. Vi kunne også glæde os over et meget velfungerende spil til stregen, så Kent vist blev topscorer i dag (Uhd’s notater er altså ikke helt stabile). I anden halvleg var specielt Grøn godt skydende fra distancen og med et par rappe kontraer af Lars kunne hjemmeholdet trække fra gæsterne midtvejs i 2. halvleg. (24 – 21)
Og – i dag lod de dem ikke komme helt med ind i kampen igen. Koncentrationen blev bevaret og selvom der var lidt mål-bytteri til sidst var der gejst over hele linjen: Jørgensen redder straffekast – Glenn løber med på kontraerne – Thomas slider i forvaret – ja, hele holdet udviser gejst til sidste fløjt.
Og, så kan man som tilskuer ikke forlange meget mere. Ingen trælse brokkerier og sure miner – men en positiv indstilling og velspillet kamp. Vi får kun en udvisning mod gæsternes 5, ikke fordi Ikast-spillerne bliver bortdømte (dommerne dømte en rimelig neutral kamp, hvor sol og vind blev ligeligt fordelt i begge ender), men fordi vi ikke laver så mange dumme og ulovlige tacklinger i dag. Det var en ren fornøjelse at se på.
Hvad så nu – De Herrer? I ligger på en komfortabel 2. plads, der giver Jer mulighed for at spille om oprykning til 2. division. 2 meget svære udekampe mod rækkens nr. 1 og nr. 3 venter, men det er vel ikke urealistisk, at der kan komme et par ekstra kampe i år. Oder was?
Uhd & Uhd (Seniorerne)
05.03.2011